TILLYKKE TIL DANSK FILM...

Så kom filmforliget på plads..!

De politiske partier var alle helt enige om, hvad der skulle gøres - og set med vores briller - er det et fantastisk forlig, de har skabt...

Mange af de tanker og overvejelser vi skrev om i vores white paper, er indeholdt i forligsteksten. Ikke fordi det er vores formuleringer - men grundtankerne er der.

Så vi kan kun sige: 'MISSION ACCOMPLISHED'...

Men ikke alt er fryd og gammen endnu!

For hvis Filminstituttet virkelig ønsker, at der også skal satses på de mindre selskaber og på noget af det nye, så kræver det, at Filminstituttet skal administere sig frem til det. Det sker ikke uden af DFI skal gå forrest...

Men det vil være en underdrivelse at sige, at vi er glade for det her forlig - vi er MEGA GLADE for det..!

Siden vi for to år siden besluttede, at vi ville ændre strategi og blive en stemme i filmbranchen, har et af vores langsigtede mål været at påvirke det her filmforlig på en sådan måde, at der ville komme støtteordninger vi i Zeitgeist Film kunne bruge..

Men vi har samlet alle vores kommentarer i forhold til forliget i endnu et paper - som du kan downloade her:-)

http://www.zeitgeistfilm.dk/kommentare-til-det-nye-film-forlig

THE INVISIBLE INFLUENCE

Matthias Schoenaerts, Michaël R. Roskam, Nicolas Karakatsanis
Photo: M. Vanden Abeele


Recently I had the pleasure of watching a film from Belgium called Rundskop (Bullhead). Apart from really enjoying the film, written and directed by Michaël Roskam, I was lucky enough to work as a script consultant on the project.

One of the things that I liked most about the film from a script perspective is that my influence on the final film is impossible to spot. The film is Michaël’s vision, it is his story – and that is exactly the way it should be.

If I had a motto it would read something like “helping you make your story better”.

My job as a script consultant is to help the writer find out what they want to say and then to make sure that they have all the options and ammunition to tell a story that helps them achieve their goal in the best possible way.

I ask questions rather than give answers. Naturally, I will always come up with suggestions and ideas about how to solve specific problems if that is what the writer wants, but in an ideal world I will use questions to prompt and probe the writer in a way that will get them to find the solutions based on what they want to say with the script. This is the most satisfactory outcome for all concerned and in my opinion it nearly always creates a better end result.

If I put my fingerprints all over the script, then the writer’s vision is being diluted, which defeats the whole objective of film as an art form. I know that I had some influence in the way that the script of Rundskop was formed, Michaël has said as much and the differences in the drafts from when I began on the project to the finished film are clear. However, it is Michaël that has done the hard work creatively, I have just been his guide – an invisible influence.

For a teaser trailer, go to:-

www.rundskop.be

and for more information on the film, visit the production company’s website.

www.savagefilm.be/home/


Happy writing.

DANSKE FILM SAVNER KVALITET SIGER DR.DK...

Ja - nu er det jo meget rart at blive hørt og citeret - men det med 'manden bag nyt filmselskab' er jo nok en underdrivelse -vi har jo været her i 12 år:-)

Citatet stammer fra en artikel fra DR.dk om vores mantra fra white paperet om den manglende kvalitet i dansk film. Det er taget fra et interview Per Juul Carlsen fra P1's Filmland lavede med mig i sidste uge. Du kan læse det her:

Danske film savner kvalitet: "Kulturministeriet skal lave et nyt filmforlig, der skal hjælpe dansk film ud af krisen. Men der mangler kvalitet, mener manden bag nyt filmselskab."

Og hvis du har lidt tid i overskud, vil jeg også anbefale at du går ind på dr.dk og downloader FILMLAND fra 22.Oktober som podcast.
Her vil du kunne høre en halv times tid omkring det kommende filmforlig - hele Carlsens interview, hvor jeg bl.a. udtaler mig om den manglende kvalitet i dansk film. Du kan finde det på www.dr.dk/podcast Her skal du downloade Filmland fra 22. Oktober ('Har vi også verdens bedste filmlov om lidt?')

Vi må krydse fingre for, at DFI og politikerne lytter til Filmland og vores argumenter - Filmforliget skulle efter sigende være på plads indenfor den næste uges tid...

THOMAS MAI – EN DANSK FILMMAND I UDLANDET VI ER STOLTE AF…

Vi her hos Zeitgeist Film har en del fantastiske mennesker i vores netværk, som vi synes, I skal lære bedre at kende.
Thomas Mai er den første, vi vil præsenterer i vores videointerview række 'Folk der inspirerer os'.
Vi fangede nemlig Thomas, da han gennemførte et 2 dage seminar om nye medier på Den Danske Filmskole i slutningen af september.

Thomas er ikke kendt af så mange i Danmark - og det er synd. For Thomas er faktisk en af de få danske film folk, der gør det rigtigt godt i udlandet.
Vi slår her et slag for Thomas. Hør ham præsentere sig selv og uddybe sine holdninger & meninger, om hvor fantastisk det er at være filmmager i dag. Med en vældig entusiasme kan du høre ham fortælle, hvad han laver og hvad han tror på…



Ønsker du at høre mere om Thomas og evt. selv kontakte ham, så kan du få fat i ham på http://thomasmai.net

Thomas i korte træk:
Thomas Mai er en af frontløberne i at undervise og præsenterer alle de online muligheder som den uafhængige filmproducer i dag har. Thomas har dyb indsigt i den digitale nye verden. Han bor i Brasilien med sin brasilianske kone, men rejser hele verden rundt og underviser. Han ved en del om hvordan man som uafhængig film producer i dag arbejder med crowdfunding, social media marketing og opbygning af fan databaser og websites.
Derudover har Thomas sit eget internationale film distributionsselskab FESTIVAL DARLINGS. Selskabet håndterer uafhængige producers rettigheder til primært Video on Demand rettigheder.

I næste måned kommer andet videointerview i serien ’Folk der inspirerer os'. Det bliver den engelske film consultant Johathan Olsberg der oprindelig var producer men som nu arbejder med at rådgive såvel private som offentlige film virksomheder i stategisk udviling. En spændende herre som man bør kende, hvis man ønsker at få gjort sin 'biks til business'.

HVORDAN LAVER VI FILM I MORGEN?

De politiske partier er for alvor i gang med at forhandle filmforlig.
Fra vores stol ser det meget spændende men også rigtigt positivt ud. Alle taler om den tiltrængte fornyelse i filmbranchen. Selv de mere etablerede...

Her bringer vi lige en artikel fra Information i sidste uge, hvor journalist Christian Monggaard inviterede mig ud for at debattere filmforlig tanker. Så her kommer Christians artikel i fuld længde:
- - -

Kontinuitet, armslængde, bedre og mere attraktive film, fornyelse og beskyttelse af de kreative kræfter er nogle af de ting, der er brug for, hvis dansk film skal ud af sin nuværende krise. Det mener de fire branchefolk, Information inviterede til at lave den perfekte filmaftale

Af: CHRISTIAN MONGGAARD

11. oktober 2010 Om denne artikel
Opslag til denne artikel
Emneord: film, filmforlig, kulturstøtte, kunststøtte


»Der er gået bangebukseri i branchen,« siger filminstruktøren Christina Rosendahl.
»Alle er begyndt at spørge, ‘hvad vil de andre have?’«
Det er resulteret i kreativt dødvande, danske film, der ikke kan sælge billetter, og en forvirret, økonomisk trængt filmbranche, og derfor er det intet mindre end dansk films fremtid, der står på spil, når politikerne i dag begynder at forhandle om den kommende, fireårige filmaftale.
Derfor har Information inviteret fire mennesker fra filmbranchen til at hjælpe med at være visionære på dansk (spille)films vegne og formulere, hvad en god filmaftale skal indeholde.
De fire er filminstruktør Christina Rosendahl, producer hos Zentropa og tidligere filmkonsulent Vinca Wiedemann, producent Søren Juul Petersen fra produktionsselskabet Zeitgeist og Henning Camre, der er leder af European ThinkTank on Film and Film Policy og tidligere direktør for Det Danske Filminstitut (DFI).

Kontinuitet og armslængde

Det allervigtigste ved den nye filmaftale er ifølge Vinca Wiedemann, at den bliver fireårig.
»Vi tager det som en selvfølge, at filmaftalen er fireårig, men det har ikke altid været sådan. Det er fantastisk, at vi har filmaftaler, der sikrer os kontinuitet i vores business.«
»Det næste er armslængdeprincippet, og der er vi virkelig ude i idealismen. Politikerne skal sætte nogle rammer, som er langsigtede og helhedsorienterede. Det er klart, at den pose penge, som politikerne giver dansk film, skal ledsages af en vision om, hvor dansk film skal bevæge sig hen de næste fire år. Men man skal overlade detailstyringen til det, der så er det næste ønskemål, et fagligt kvalificeret filminstitut. Der er ikke brug for fikse ideer eller politikere, der som Mogens Jensen med kunstloven synes, at fordi ‘vi som politikere skal stå til ansvar over for vælgerne, vil vi også styre hver en 25-øre’. Tænk, at det skal komme fra et socialdemokratisk kulturminister- emne. Det er kritisabelt.«

Henning Camre mener, at den forandring, der skal komme, skal komme fra filmmiljøet selv.
»Man kan gøre det mere eller mindre muligt, men hvis der ikke er tanker og vilje og hensigter i de skabende kræfter i filmmiljøet, så kan vi lige så godt pakke sammen og spare pengene og købe nogle hospitalssenge i stedet for,« siger han.

Og for Søren Juul handler det om, at man skal holde op med at betragte dansk film som kunst.
»Film er kultur, og der er en forskel,« siger han og efterlyser nytænkning og diskussion.
»Branchens hovedaktører er alt for konservative og berøringsangste i forhold til det, computerspilfolkene og musikerne for længst har fundet ud af, nemlig at det ikke kun er Kulturministeriet, der kan varetage kulturstøtte. Der skal være plads til alle, og der skal være mange forskellige indgange til filmstøtten. Det er et spørgsmål om, at man også ser på, hvad der sker i andre brancher, f.eks. musikbranchen og computerspilbranchen. Hvor er filmbranchens Aqua og Al- phabeat? Man er nødt til at tænke lidt ud af boksen. Skal dansk film partout være på dansk i Danmark for danskere? Og hvad med at lave film, som ikke nødvendigvis skal i biografen? Film, som laves til mobiltelefoner eller nettet eller VOD. De teknologiske muligheder og talenterne er der. Filminstituttet er alt for konservativt i sin opfattelse af, hvad fiktion er.«

For dårlige film

Christina Rosendahl er enig i, at en af filmbranchens store udfordringer er en grundlæggende forandring af medielandskabet med nye medier og fortælleformer. Men efter hendes mening er kerneproblemet, at filmbranchen er blevet bange og glemmer at passe på de kreative kræfter, når man har med kunststøttesystemet at gøre.
»Når man skal have penge fra instituttet, er instruktøren selvfølgelig en visionær, kreativ, skabende person, men også et finansieringsredskab. Det er os, der får pengene. Vi kan ikke lave filmene alene, men det er kernen. Og det er et ansvar, man er ved at tage fra os. Vi skal bakkes op i at tage ansvar og gå planken ud, og så må man gerne kritisere os, når det bliver noget lort.«

Henning Camre:
»Og hvis man først bevæger sig derhen, hvor man føler, at man hellere må satse på det, man tror, er det sikre, så har man tabt. Det betyder ikke, at man ikke skal tænke på publikum, og det er jeg helt sikker på, at de dygtige instruktører, manuskriptforfattere og producere, vi har, gør. Men grunden til, at danske films markedsandel faldt fra 33 procent i 2008 til 17 procent i 2009, er ikke, at et stort antal danskere bestemte sig for, at de ikke ville se flere danske film. Jeg kan kun se én forklaring, og det er, at filmene er for dårlige. Men hvad er ‘for dårlige’? Det kan faktisk godt være helt okay film, velspillede, velinstruerede, men hvor attraktionsniveauet og ambitionsniveauet er for lavt.«

Konstant fornyelse

Man skal gøre danske film mere attraktive, siger Henning Camre.
»Det er forventningen om, hvad enten man kan lide det eller ej, noget nyt.«
Og Søren Juul fortæller, at han fik en mail fra en mand i biografbranchen, som mente, at man da bare skulle lave nogle film, folk gad se. Det er selvfølgelig nemt at sige, men producenten forstod godt, hvad manden mente.
»Der er kø foran biografen, og der kommer en masse mennesker ind og lægger nogle penge,« siger han.
»De ser på plakaten og vælger dem, de synes er de mest interessante, og det er ikke de danske. Det er noget med, hvad det er for tilbud. Der er behov for noget nyt. Dogmefilmene var noget nyt. Det samme var Nattevagten og Pusher.«

Vinca Wiedemann:
»Du taler om konstant fornyelse, Søren, og det kræver publikum og vores samfund, og det handler om, at der er så mange ting i vores virkelighed, der hele tiden er under forandring. Vi ser den bevægelighed overalt, og vi har alle sammen et behov for at se vores eget liv i det større perspektiv. Men hvis man hører det, du siger, Søren, på en bestemt måde, så ligger panikløsningerne lige for. ‘Uha, nu skal vi finde på noget nyt.’ Når politikere er værst, synes de, at de skal være opfindsomme. Vi må hele tiden fastholde det langsigtede, og der er det institutionelle lag enormt vigtigt, både DFI, Filmskolen og Hennings tænketank, fordi filmfolkene har i det daglige for travlt med at lave film til selv at tænke langsigtet.«

Talentfastholdelse

Blandt andet er der brug for at udvikle og fastholde de talenter, der har mange indgange til filmbranchen, mener Christina Rosendahl.
»Der er Filmskolen, Super16 og New Danish Screen, som er helt unik i forhold til at lade unge talenter komme til,« siger hun.
»Det er en ordning, som hele verden misunder os vildt for at have. Det er en form for grundforskning - man forsker i filmiske ideer og talenter. Men udviklingen af det talent, der har fået lov til at træde ind på scenen, bliver lammet af mangel på risikovillighed. Man bliver ikke en fantastisk instruktør efter én film. Det bliver man først efter to-tre-fire film. Det kræver reel filmerfaring for at blive god. Derfor må vi endelig holde fast i de 25 film om året. Og når vi så har udviklet talentet, gælder det om at fastholde det.«

Henning Camre:
»Vi har altså nogle tørre tal i forhold til det med fastholdelsen af talentet. Der er 117 instruktører, som har lavet en spillefilm i en periode på ni år. 67 har kun lavet én, og de andre 50 har så lavet to eller flere. Det kan godt være, at nogle af de 67 aldrig skulle have lavet den første film, men jeg tror altså ikke, at det gælder dem alle sammen. Det vil sige, at vi spilder talent, og hvis der er noget, vi ikke skal spilde, er det talent. Der var 52 produktionsselskaber, der lavede film i samme ni-årige periode. 19 af dem lavede kun én. Der sker ingen erfaringsopsamling, og det er farligt, fordi vi har slet ikke råd til det dræn eller den fragmentering i branchen. For mig handler en filmaftale om, hvordan vi laver film i morgen.«

SAGEN KORT
En ny fireårig filmaftale skal i disse dage forhandles på plads af politikerne, og filmbranchens parter har gennem de seneste mange uger og måneder forhandlet med hinanden og siden forsøgt at påvirke politikerne gennem forskellige filmpolitiske udspil.
Alle er enige om, at den nuværende filmaftale, som daværende kulturminister Brian Mikkelsen stod fadder til i 2006, har været en katastrofe for dansk film.
Penge er uden den store succes blevet flyttet fra den kunstneriske konsulentstøtteordning og til den kommercielt orienterede 60/40-ordning. Tv-stationerne har fået for stor indflydelse på dansk film. For mange støtteordninger har forvirret støtteansøgerne, stækket kreativiteten og fremmet kassetænkningen. Og for stor detailstyring fra politikernes side har gjort det svært for Filminstituttet at manøvrere i en verden, der ikke mindst teknologisk udvikler og flytter sig konstant.
Resultatet er danske film, som ingen billetter sælger, og en økonomisk trængt branche.

MANGLER DER DEBAT KULTUR I DEN DANSKE FILMBRANCHE..?

Sidste mandag gik vi online med vores blog om bl.a. krisen i dansk film (hvis du ikke har læst om det, så se nedenfor i de forrige indslag/posts). Og der er kommet mange gode tilbagemeldinger på både vores white paper & bloggen.

Men det sjove er, at så godt som de fleste tilbagemeldinger er kommet enten mundtligt eller via e-mail. Og altså ikke via bloggen her...?

Og det har sat lidt tanker i hovedet på os. For det er da ærgerligt, at en offentlig debat ikke forbliver offentlig. Så selvom nogle af tilbagemeldingerne ikke er gjort offentligt, så vi er kommet frem til, at vi selv må publicere de indlæg og kommenterer her på bloggen – men vi respekterer selvfølgelig folks anonymitet…

Men det er dog lidt skræmmende, at debatørerne ønsker at være anonyme. Det er som om, at det ikke er alle, der synes at en åbenmundet debat i den danske filmbranche hører sig til.

Her er tre gode kommentarer, der er kommet fra folk, der vil være anonyme:

En af de allerførste kommentarer vi fik, kom faktisk fra en producer, der er ansat hos en af de større filmproduktionsselskaber: Vedkommende var meget begejstret for, at der endelig var kommet gang i en debat om dansk film, krisen og det kommende filmforlig – ’Hurra og respekt’ blev der sagt!
Vi takkede selvfølgelig og spurgte til om ikke, det kunne resulterer i et blog indlæg, så der kunne komme gang i debatten. Men lige så begejstret vedkommende var, lige så hurtigt blev der klappet i. Det sidste vi hørte var, at vi venligst skulle bekræfte, at vi havde modtaget en mail om at vedkommende ikke ville citeres..!

Som lidt naiv filmnørd bliver man en smule paf over, at man kan blive så bange for at sige sin mening. Men det er vel nok noget med, at vedkommende er bange for at blive fyret eller ’straffet’ af sin arbejdsgiver? – men ikke ligefrem noget der gavner debat og demokrati..!

Og vi blev bekræftet i, at der var flere der heller ikke ønskede at vifte med sine holdninger. En af de biograffolk vi har i vores netværk kunne til at starte med ikke rigtigt forstå, at vi talte om dansk film i krise. Som han sagde: ’Der bliver set film som aldrig før i nyere tid. Sidste år blev der solgt 14 millioner billetter og her i år bliver det nok 14 millioner plus – så hvor er krisen..?’

Vores svar var, at vi jo ikke taler om en biografkrise men om en dansk filmproduktion krise!
Og til det kunne han kun trække på smilebåndet og sige, han ikke kigger isoleret på de danske film men mere på film generelt. Men så kommer han med en god pointe: ’Krise eller ej. Lige meget hvad så er pengene i markedet og forbrugerne har det godt. Man skal bare have fat i dem…’
Hertil kunne vi kun sige: ’For satan det er jo hovedet på sømmet – kunne du ikke lige skrive det på vores blog. Det er jo en fantastisk pointe, at de danske filmproducenter ’bare’ skal lave noget publikum gider se!’

Men han sagde så: ’Ellers tak. Jeg skal ikke profilere mig i politiske spørgsmål, da det er sjældent man kommer foran på et selvmål. Jeg har selvfølgelig ikke nogle filmpolitiske holdninger på offentlige medieplatforme’.
Uhhh – hvor ærgerligt tænkte vi. Men ok så citerer vi anonymt.

En tredje god anonym kommentar vi kan give videre kommer fra en filmproducent der skrev:
”Undervejs i læsningen af jeres white paper, kom jeg til at tænke på, at vi op til sidste forlig i 2006 faktisk havde en lignende debat. I øvrigt ikke så forskellig fra den nuværende. Allerede dengang var det tydeligt, at krisen kunne komme. Vi havde så meget succes i branchen og der var mange succesfulde instruktører, der havde gjort sig fortjent til at lave nye film. Samtidig er filmkonsulenternes ansættelsesperiode jo ret kort. Så hvorfor skulle man som film konsulent ikke bare satse på at være ’en del af succesen’ ved at støtte den nuværende succes? At satse på nyt talent var for risikofyldt – og uinteressant.

Allerede i 2006 var der en intern diskussion i branchen omkring antallet af dansk produceret film. De fleste mente, at der skulle laves max 20-25 film - men så var der også få producenter, der talte om, at det var nødvendigt at få produceret yderligere en række forskellige film af mere uetableret talent. Men ’de traditionelle kræfter’ vandt som bekendt, da det væsentligste argument var, at der skulle flere penge ind i den enkelte film.

’De Fornyende kræfters’ fremsynethed skulle vise sig at være nærfremtid. For kort inde i det nye forlig begyndte de etablerede filmproducenter at fejle på stribe og fortsatte ganske ufortrødent. Konsulenterne anede mod slutningen, at den var gal og så røg de etablerede der havde fejlet over på 60/40-ordningen, hvor de fejlede en gang til…’

Puha - når man læser det her er man rystet..!
Ikke alene er det helt langt ude, at den etablerede filmbranche i 2006 godt viste, at det ville komme til at gå dårligt - men at den etablerede branche ville opføre sig så egoistisk have man da ikke troet…

Men hvad vigtigere er, så er det super ærgerligt, at der ikke er en åben debat kultur i dansk film. Disse tre filmbranche folk vi lige har citeret anonymt er bange for resten af branchens reaktioner.

Den manglende åbenhed i filmbranchen hviler på den gammeldages opfattelse, at hvis branchen ikke er enig ud ad til i forhold til specielt det politiske system, så vil det betyde, at politikerne vil opfatte det som om, at vi ikke kan finde ud af det. Og at det så i sidste ende vil ende med, at dansk film slet ikke støttes mere af staten…

Men det er en opfattelse, der er ude af både proportion og af realitet. For alle uden undtagelse kan kun være enig; det er ikke er muligt – på længere sigt - at få produceret dansk film uden statsstøtte. Det kan vi Zeitgeist Film skrive under på – vi ved af bitter erfaring at det ikke kan lade sig gøre.

Men lad os med denne blog, gøre det legalt, at man godt må være uenig og diskutere i den danske filmbranche. Diskussion af synspunkter er den eneste måde, hvorpå man kommer fremad. Og det er også derfor, at vi ser mega meget frem til at DFI, producenterne, instruktørerne og politikerne komme til at lave kommentarer her på bloggen.

Så kom endelig frit frem..!

DEN SKARPE LÆSER...

Med over 500 facts der skulle researches, kunne det ikke undgås at der ville komme et par fejl med i vores white paper om krisen i dansk film.
Men så er det jo godt at man har nogle skarpe læsere, der lige kan få fundet dem så de kan rettes.
Så tak til Kim Magnusson der påpegede, at Anders Thomas Jensen ikke havde skrevet PARTERAPI, og til Kim Pedersen der påpegede at de danske biografer faktisk toppede i 1953 med 57 millioner billetter og ramte bunden i 1995 med 8,8 millioner billetter (ikke 1954 og 1990 som vi skrev). Og sidst; Louise Vesth staves ikke med ’W’.

Så tak til de skarpe læsere – vi har tilrettet vores white paper…

VARIETY IS THE SPICE OF LIFE

LOVEFilm is European for Netflix and up until now I have seen 60 films.
One of the things you can do is to rate each film with 1 – 5 stars. Now this is a bit arbitrary and not something that I like to do – for me, enjoyment and analysis of a film is more complex than 1 – 5 stars!

However, late one evening when I wasn’t quite ready to go to bed, I was browsing the site and decided on a whim to rate those films that I’d seen.
The vast majority got between 2 and 4 stars, but there were three films that reached the Phil-Rutter-rating-nirvana that is 5 stars!

Those films were:
The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford
The Prestige
and
[REC]

A slow-burning, exquisitely shot and detailed Western, a mystical drama thriller full of twists and turns, and a visceral, shoot-from-the-hip Spanish horror film.

Apart from being pleased that there was a certain amount of variety in these three films showing that I don’t gravitate to a particular genre or film type, I soon realized why these films had reached the heights of the top of my DVD rental list –

I had a strong emotional reaction to everything about them.

That emotional reaction is the main thing I look for in every film I see and what I look for in every script that I read.

I never know where the emotional connection I have with a story is going to come from, which is why it is important that I remain as open as possible to all genres and storytelling styles.

Keeping an open mind will add variety to your life, as well as to your movie watching and movie making, so take each film as it comes and try not to pre-judge – you may find a new experience waiting to ambush you.

Happy writing!

SÅ ER DEN DANSKE FILMDEBAT LUKKET UD..!

Halløj – så er debatten i gang.

Da jeg åbnede min mail her til morgen, kunne vi hurtigt fornemme, at en film politik blog vist er tiltrængt.

Vi er glade for den opbakning vi kan mærke vi får. Men en debat skal da også have modargumenter, så vi blev glade for en mail fra Regner Grasten, som vi selvfølgelig skal gengive her:

Kære Søren

Du glemmer en lille detalje, når du (mis)bruger mit navn i dit paper. Jeg er den eneste filmproducent, der har holdt et højt gennemsnit under 60/40. Vi har ikke lavet én eneste 60/40 -50/50 film under 150.000 billetter på nær den sidste Bølle Bob, der kørte i 30 graders varme i konstant 2 måneder, og på trods af det laver vi 85.000. Shrek mistede 300.000 billetter ud fra deres kalkulation i samme periode. I det sidste filmforlig (2007-2010) Har Regner Grasten Film fået 2 støtter, hvor den ene var Bølle Bob. Den anden var Anja og Viktor, der solgte 250.000 billetter. I 2005 lavede vi to film uden DFI støtte: BØLLE BOB1 (200.000 billetter) og VENINDER (100.000 billetter). I 2008 producerede vi DIG OG MIG som spillefilm sammen med Zentropa også uden DFI støtte (den fik kortfilmstøtte) og sidste år lavede vi WINNIE OG KARINA uden støtte.

Så at drage os ind som én af de producenter, der har fejlet, er noget af det mest svinske jeg har været ude for, og jeg kan derfor slet ikke stå bag dig, da det er helt tydeligt at du kun vil mele din egen kage og ikke har nogen som helst intention om at ville branchen det godt. Hvis du ikke kan finde ud af at producerer film som folk gider se, så find et andet job, men fri os for dit flæberi

:-)

Regner

Vores svar var så:

Halløj Regner,

Tak for din mail. Dejligt at det man laver, vækker følelser

Jeg synes, du er en super god producent. Punktum. Vi er mange der tager hatten af for dig og det du laver – både med og uden DFI støtte…

Men jeg tror ikke, at du har læst vores wp grundigt nok. Vi taler ikke om at du eller andre er dårlige producenter. Det vi taler om er at dansk film ikke er særlig attraktiv i forbrugernes øjne. Det er et faktum.

Gennemgangen af de danske biotal skal understøtte det faktum, at der må ske noget i branchen. Og lige meget om det har været 60 graders kulde, så performer dansk film ikke.

Jeg citerer dig faktisk også for at sige; ’der skal være bedre mulighed for at prøve nye ting af. Ellers udvikler dansk film sig ikke…’

Så jeg er sikker på at du giver os ret i nogle af tingene.

Og yes et wp er per definition sælgende. Selvfølgelig vil vi gerne til støttefadetJ

Og faktisk tænker vi hver dag på om ikke vi er en flok talentløse narhoveder. Det kan være…

Ps. Jeg er glad for din mail for det understøtter debatten og behovet for den. Så jeg tillader mig at bruge din gode mail på vores post…

’WHAT THE HELL HAPPENED TO DANISH FILM AND WHERE IS YOUR CASH COW?’

Hvis man tænker tilbage til slut 80’erne og start 90’erne var noget af det, der optog os mest som danskere; fodboldlandsholdet.
Laudrup, Arnesen, Lerby, Elkjær og alle de andre pustede for alvor liv i den danske selvforståelse og hvem husker ikke, da Uffe Ellemann i 1992 - iført dansker tørklæde udover habitten på vej til et EU møde - udbasunerer til verdenspressen: ’If you can’t join them, beat them!’.

Men helt simultant med fodboldlandsholdets succes var dansk film også med til at sparke den danske selvforståelse opad. I 1987 får dansk film sin første Oscar for bedste udenlandske film med ’Babettes gæstebud’ og allerede året efter får vi den igen med ’Pelle Erobreren’. Man fornemmede, at dansk film kunne noget særligt – lige som på fodboldbanen…

Det er måske de færreste der rigtigt tænker over det, men i 1989 ændrer den danske filmbranche sig fra at være kunstorienteret til at være kultur orienteret. Det Danske Filminstitut ændrede reglerne. De indførte en kommerciel ordning hvor nu også bredere og mere mainstream orienterede film kunne få den helt afgørende støtte fra filminstituttet.
Og dermed var vejen banet for at Nattevagten og Pusher fra midt 90’erne gjorde det cool at se dansk film igen.
Og så kom der tryk på: Med Zentropa som spydspids skød dansk film i vejret og fik derved den danske selvforståelse helt op over skyerne med Dogme-filmene. Omkring år 2000 var det dansk film der tegnede europæisk film. Punktum!
Og de efterfølgende år toppede dansk film de internationale film festivaler. I 2006 vandt Danmark faktisk 76 internationale film priser samtidig med at dansk film havde en markedsandel omkring 25-30%. Halløj det var tider!

Men ting kan ændre sig, hvis man ikke passer på:
I 2009 faldt antallet af internationale prise til 33 og markedsandelen faldt til 17%. En slags halvering af dansk film kan man sige…

I februar her i år mødte jeg en amerikansk salgsagent i Berlin og få minutter efter han havde erfaret, at jeg var dansk film mand udbrød han: ’What the hell happened to Danish film – where is your cash cow?
Jeg blev godt nok overrasket og kan faktisk ikke lige huske, hvad jeg fik fremstammet, men efterfølgende tænkte jeg, at det godt nok var hurtigt at historien om krisen i dansk film fik ben at gå på.

Og dansk film er ebbet ud. Siden starten af året er så godt som alle danske film floppet i biografen. 2010 ser derfor ikke ud til at blive et væsentligt bedre år for dansk film end katastrofeåret 2009.
Spørger man bare sin omgangskreds - der ikke har noget med film at gøre - så siger alle det samme: ’Dansk film er ikke cool mere lige som det danske fodbold landshold heller ikke er cool mere!’.

Over sommeren har vi lavet en grundig analyse af dansk film og dens historie. Og det der kommer ud af en sådan analyse, er til gengæld meget inspirerende. For det viser sig, at der faktisk ikke skal så meget til for at ændre situationen: Der skal ’bare’ gennemføres et ændring i den måde filmbranchen tænker på: Branchen skal gøre det lettere for de mere iværksættende kræfter i udkanten at få adgang til at producere spillefilm. Derved vil der komme frisk nyskabende talent ind i branchen. For der mangler friske filmfolk.

Dansk film er blevet lavet af de samme selskaber og af de samme filmfolk i over 10 år. Så det kan ikke kommer som noget chok for nogen, at der må nye folk til.
Ganske ligesom Morten Olsen nu prøver at finde nye folk efter den ret slappe indsats Danmark præsterede i Sydafrika (og måske skulle Morten Olsen skiftes ud?).

Innovation, nytænkning og iværksætteri er nøgleord, når dansk film skal ud af krisen. Vi har i al beskedenhed arbejdet numsen ud af bukserne hele sommeren for at komme op med et såkaldt White Paper på 25 sider, som vi måske lidt bombastisk har kaldt: SÅDAN KOMMER DANSK FILM UD AF KRISEN.

Det kan du downloade helt gratis her på bloggen. Og det håber vi at du gør.
For vi vil meget gerne have dine kommentarer.
For i sidste ende vil jeg gerne snart kunne svare ham amerikaneren: This is what happened to Danish Film and look at our new cash cow..!’