Vi kender det allesammen.
Det er ikke altid, at man lige har lyst til at gå uden for en dør. Nogle gange har man bare lyst til at blive under den varme dyne…
Og i mange tilfælde er det da også en god ide, at blive hvor man er. Meeeen nogle gange skal man altså ud af både seng og hus – ud for at lære noget nyt!
Comfort zonen kan defineres som en mental tilstand, hvor en person opererer i en ’bekymringsfri’ tilstand. Her kan man nøjes med at bruge begrænsede anstrengelser for at kunne eksistere – og det er sjældent, der er en reel risiko ved at være der. Her er der ikke noget at frygte!
Man kan sige, at en persons personlighed kan beskrives ud fra hans/hendes comfort zoner. Og den succesfulde person eller organisation (eller branche for den sags skyld) træder rutinemæssigt ud af sin comfort zone for at gennemføre en ændring.
Og når man gør det, så springer man sine egne grænser. Og så kan det ikke undgås, at der skabes stor usikkerhed.
Træghed og slaphed er, når en person, organisation eller branche har opbygget en comfort zone og IKKE ønsker at gå uden for den. At træde udenfor sin comfort zone betyder, at man tvinger sig selv til at eksperimentere og prøve andre måder at opføre sig på. Og derved oplever man noget nyt og får en anderledes respons fra sit miljø.
Fra comfort zone til vækstzone - uden at gå ud i panikzonen…
Men samtidig illustrerer cirkel modellen ovenfor også det dilemma, at man heller ikke skal gå for langt i alt hvad man laver. Bevæger man sig ud over sin comfort zone, vil man komme ud i en lærings zone - men kommer man for langt ud, så opstår der panik, og man lærer ikke mere.
Så balancen for en organisation eller branche er, at udvide sin comfort zone uden at det hele løber ud i ’panik uden læring’.
Dansk film og dens comfort zone…
Alle mennesker, organisationer – og brancher har en comfort zone. Og hvad er dansk films comfort zone? Det er der sikkert rigtigt mange meninger om.
Men hvis vi her skal være meget konkrete, så er det, når vi lader de sædvanlige 6-7 produktionsselskaber producere film med de sædvanlige 15-20 instruktører, og når vi laver hverdagsdramaer med de samme 20-25 skuespillere og er tilfredse med at nå de sædvanlige 3-4 målgrupper ude i det danske biografmarked.
Selvfølgelig er en comfort zone nødvendig at have, ellers bliver vi jo sindssyge og paniske. Så selvfølgelig giver det mening, at DFI støtter romertals film og Zentropa dramaer, der vinder en pris her og der samt laver 30.000 billetter i de danske biografer.
Men det rykker ikke den danske filmbranche en eneste meter ud af comfort zonen..!
Fra comfort zone til ‘performance management’
Hvorfor skal dansk film ud af sin comfort zone? Hvad betyder det?
Film - ligesom idrætten og erhvervslivet - er ’perfomance’ kulturer. Og al erfaring siger, at når man bevæger sig uden for sin comfort zone, lærer man reelt mest. Frem for at man bliver i sin egen verden og bare får bekræftet sine vaner. Man ’performer’ så at sige.
Skal man have engagerede og kreative filmfolk i Danmark, så skal man kigge på talentudviklingen i ALLE dens faser; Altså ikke kun hos instruktørerne - men også hos forfatterne og specielt hos producenterne – da det jo er her, at den forretningsmæssige erfaring opbygges.
Og filmforliget taler også om, at man skal udvikle talentet: Der skal fokus på ’diversitet og mangfoldighed’. Men det kræver, at DFIs bestyrelse og de kulturpolitiske ordførere vitterligt ’overvåger’ DFIs ledelse for konstant at ’presse’ dem til at administrere filmforliget, så der opstår en kultur i filmbranchen, der konstant arbejder mod, at dansk film kommer ud af sin comfort zone.
Og hvad er så dansk films lærings zone – altså ’ikke-comfort zonen’?
Igen er der 1000 meninger om det.
Men i vores øjne er Christian E. Christiansens THE ROOMMATE film et fremragende eksempel på, hvordan dansk film kommer ud af sin comfort zone: En dansk instruktør laver en engelsk sproget gyser i USA, som omsætter for $15 millioner på første weekend. WOW!
Og derved er der stor sandsynlighed for, at THE ROOMMATE ender med at omsætte for over $40 millioner på globalt plan på alle platforme. WOW igen!
Men det er derfor super ærgerligt, at der ikke var et dansk produktionsselskab involveret i den produktion. For havde der været det – ja så var en stor del af de mange penge endt i Danmark. Sikke et eksporteventyr det havde været!
Den egentlig læring må derfor her være, at den danske filmbranche skal være mere fremme på beatet ren forretningsmæssigt. Dansk film skal fra comfort zonen ud i læringszonen – for så kan vi virkelig tjene penge…
Et andet eksempel på dansk film der går ud af sin comfort zone er Copenhagen Bombays THE GREAT BEAR. Et animations projekt der ligger langt væk fra det dansk film plejer at lave, og samtidig et projekt der har store internationale muligheder for distribution, primært fordi skoven som location og karaktererne i filmen er udtænkt internationalt fra starten. Der er ikke meget ’Søren & Mette i bøgeskoven’ over det projekt!
Det bliver derfor spændende at følge, hvor meget Copenhagen Bombay kan presse projektet internationalt. Jeg er sikker på, at det kan presses langt – men både de og DFI skal virkelig tænke ud af ’comfort zonen’…
Et tredje eksempel er ikke dansk – men det kunne have været det. For finsk er også et lille sprogområde, men på mange måder er de lidt modigere til at træde ud af deres comfort zone. Det bedste finske eksempel er IRON SKY. Et på papiret fuldstændigt langt ude filmprojekt: IRON SKY er nemlig en sci-fi nazi filmkomedie (!?).
Og filmen er promotet og delvis crowdfinansieret vha. en global fanskare på omkring 10.000 mennesker.
Derved bliver IRON SKY et af de mest nytænkende filmprojekter i verden lige nu.
Finnerne er bare super dygtige til at gå fra deres ’Kaurismäki’ comfort zone og ud i en læringszone – og uden at komme helt ud i panikzonen (selv om det lyder som om projektet allerede er derude).
Hvordan kan dansk film så vitterligt arbejde med at komme ud af sin comfort zone og ud i en måske permanent læringszone?
Ja - en af de vigtigste opgaver for DFI i det nye filmforlig er at være talentudviklende - og ikke talenthæmmende. Og det er en supersvær balancegang.
Men en ting er helt sikker: Såfremt DFI kun fokuserer på at udvikle instruktører og forfattere, så er det talenthæmmende.
Det er i så fald nemlig kun to ud af tre ben, der så udvikles på.
Men såfremt DFI fokuserer på hele ’produktionsenheden; instruktør, forfatter OG producer’ – ja, så vil det betyde, at der er fuld fokus på talentudvikling.
Såfremt dansk film skal ud af sin comfort zone, så skal man fokusere på at ville støtte mindre produktionsenheder, der består af såvel instruktør, forfatter som producent.
Og de skal støttes i at lave filmprojekter, der ikke KUN skal ende på et dansk biografmarked. Selvfølgelig skal de kunne fungere på det danske biografmarked. Men de skal også kunne klare sig på andre markeder - og på andre platforme - og det skal være fra fødslen!
Dansk film kan komme ud af sin comfort zone og ud i en permanent læringszone ganske lige som dansk musik i 1990’erne kom ud af sin comfort zone, da AQUA lavede ’Barbi Girl’.
AQUA fokuserede ikke på at lave et godt dansk album med 10-12 gode sange til et dansk publikum, som fx Thomas Helmig er så god til.
Næh de fokuserede på – i tæt samarbejde med deres pladeselskab - at lave et single hit til hele verden!
Så kom nu DFI! – Læg kræfter i at støtte filmfolk og projekter, der bringer dansk film ud af sin comfort zone. Lad os komme ud og lære noget for Søren…
Og bare rolig. Vi skal selvfølgelig ikke satse hele butikken.
For selvfølgelig skal vi bruge mange kræfter på at blive under den varme dyne i comfort zonen en stor del af tiden. Det gælder jo primært om at lave danske film til danskere. Det står jo i filmloven.
Men for Sørensen da hvor kunne det være fedt, hvis DFI helt bevidst ville støtte filmfolk, der med et filmprojekt ønsker at træde uden for dansk films comfort zone.
Men det er helt op til DFI’s ledelse, filmkonsulenterne samt de tre (snart ankomne) eksterne markedsordnings folk.
I få mennesker har et stort ansvar – men I har også en enestående historisk mulighed for at lave paradigmeskift i dansk film!
Og print gerne dette skilt ud og sæt det på jeres opslagstavle, så I ikke lige glemmer det næste gang, der skal bevilges penge til et filmprojekt…
Nu er THE ROOMMATE ikke mere end dansk end 1408 er svensk (fordi den er instrueret af Mikael Håfström) eller PIRANHA 3D er fransk (fordi den er instrueret af Alexandre Aja). Og det er nok også værd at bemærke, at THE ROOMMATE i den grad er lavet indenfor Hollywoods comfort zone - en harmløs horror-thriller til teenagepublikummet på et efter amerikanske forhold beskedent budget (88 millioner kroner). Den kommer filmselskabet ikke til at tabe penge på.
SvarSletMen selvfølgelig skal vi lave nogle gysere på dansk jord - uanset om DFI vil være med eller ej. Det bliver nok ikke til 88 millioner, men mindre kan også gøre det - englænderne laver f.eks. mange gode gysere for tiden på meget små budgetter.
For Søren hvor er det svært at være uenig.
SvarSletDet handler ikke om at give plads til bestemte filmgenre, men om at følge med tiden og sikre at man har tilbud til alle målgrupper. Det har TV for længst fundet ud af. Ligesom ingen dansk film kan samle befolkningen , som Olsen Banden gjorde i årtier, så kan DR og TV 2 heller ikke samle befolkningen som i gamle dage. De moderne forbrugerer er vant til at kunne vælge og vrage i genre og niche bestemte TV kanale, magasiner, Video Ón Demand osv og søger derhen hvor de kan få den underholdning de søger. Så DFI må også tilpasse sig divercifiseringen som er godt igang i alle andre underholdningsindustrien. Hvis ikke så vælger forbrugerne udenlandsk og hvor er dansk film kultur så henne. Dette er ikke noget nyt men vil blot bliver mere udtalt så længe det er den samme metervare som DFI spytter ud. Hvis Dansk film skal opretholde sin position, er det nødvendigt at kommer ud af comfort zonen og produktfornye, og det lader sig bedst gøre med fornyelse.
Hver gang der gives penge til en romertal film eller til The usual suspects bliver dansk film kultur fattigere groft sagt. Stilstand er tilbagegang. De samler ikke befolkningen mere disse folk og film og DFI bør ikke sidde og vente på en nye succer skal dumpe ned i skødet på dem, men selv tage udfordringen op, og opsøge " nye produkter" for at tiltrække flere og nye målgrupper til biffen for at se Dansk film. DFIs målsætning bør være at få så mange forskellige danskere i biffen til danske film og ikke blot at få de samme danskere i biffen 5 eller 10
gange.
Godt indspark , jeg håber det kan sætte skub i debatten.
Godt indspark, jeg håber det kan sætte fut i debatten.
Point taken Søren. THE ROOMMATE er lavet indenfor Hollywoods egen comfort zone. Men min pointe er bare, at det da er dumt bare at give amerikanerne vores kreative talenter så de kan tjene penge.
SvarSletDanmark kan virkelig komme til at få eksport indtægter, såfremt vi deltager i festen...
Og supergodt indspark selv CLahn.
SvarSletDu har da helt ret. TV er da et reelt forbillede for dansk film, når det gælder at tænke i nicher, målgrupper og kommerciel økonomi.
Det vil jeg have i baghovedet til senere brug:-)
Måske skal man begynde at kigge på, hvad der sker på amerikansk tv (specielt HBO og AMC). Den ide rigdom der findes her, hvor der bliver lavet intelligente produkter med appeal til massekulturen, er et nærmere studie værd. Og sørme om det ikke også har smittet af på de landsdækkende kanaler derovre, så vi faktisk har kvalitetsserier en masse i Guds Eget Land. Hvad har det med film at gøre, spørger I så? En hel masse faktisk, for man kan håbe på at den ide rigdom også kunne smitte af på filmbranchen. I Danmark har vi da en enestående chance for at være først her. Lad os blive inspireret af de serier der appellerer bredt, og som er virkelig intelligent skruet sammen. Til syvende og sidst handler det om den gode ide, og den gode historie og villigheden til at tage en chance. Det behøver ikke nødvendigvis koste en herregård.
SvarSletYes I har helt ret: US TV er virkelig toneangivende for den visuelle fortælling i disse år, og lad os helt sikkert blive inspirere af det. Og yes igen; det behøver ikke at koste en herrgård.
SvarSletTak for input!
Faktisk bliver der lavet en del danske gyserfilm - femten spillefilm i det seneste årti - men inden for den DFI-støttede del af disse er der pånær Triers "Antichrist" kun tale om spøgelsesfilm og psykopatgysere. Filmkonsulenterne har virkelig demonstreret en tilsyneladende patologisk mangel på evne til mangfoldighed og nytænkning, og det kan vel ikke blive andet, når fokus primært ligger på at servicere en lille vennekreds og evt. sikre sig et fedt job efter konsulentjobbet hos nogen, man har givet rigtig mange støttekroner. Magt korrumperer, og DFI er desværre i kølvandet på Hennings Camres diktatorstyre blevet et skolebogseksempel på, hvorfor magten i et kreativt miljø ikke bør samles på ét sted.
SvarSletMan kan da ikke sige, at du ikke siger hvad du mener Nicolas:-)
SvarSletMen der er nok noget om snakken, når film konsulenter skal vælge hvilke filmfolk de skal støtte.
Med det nye filmforlig er de nød til at bryde deres egen comfort zone, og tage nogle sats. Lad os håbe, at de tager opfordringen op i konstruktiv ånd...
Nu interesserer beskydningen af DFI mig ikke ret meget - jeg er ikke i tvivl om, at der over tid vil komme en opblødning i forhold til hvilke projekter, der får støtte. Ellers må man finde andre veje.
SvarSletPointen er jo også hvilke film, filmselskaberne, instruktørerne og manuskriptforfatterne rent faktisk har lyst til at lave. Ville det være en sejr, hvis vi fik en dansk zombiefilm, hvor Søren Pilmark og Thomas Bo Larsen tossede rundt i et parcelhuskvarter og skød efter de levende døde? Det er et tænkt eksempel, men det ville ikke undre mig, hvis der sad en eller anden med et manus, der dybest set bare er en bleg kopi af noget George A. Romero/ZOMBIELAND/SHAUN OF THE DEAD-noget - bare i Danmark. Eller skal vi pinedød lave vampyrfilm? Jeg tvivler, men måske kan det lade sig gøre.
Zeitgeists horror-projekt er så noget helt andet, fordi det er tænkt internationalt. Og det skal blive rigtig spændende at følge...
Tak for indsparket Søren. Vi klør på og håber at vi får hul på vores horror projekter.
SvarSletI vil i hvertfald blive holdt orienteret her på bloggen...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSletEn dansk zombiefilm, hvor Søren Pilmark og Thomas Bo Larsen tossede rundt i et parcelhuskvarter og skød efter de levende døde, ville være et velkomment frisk pust, især hvis satiren og humoren var tilpasset danske forhold. Vi kunne fx opleve et dansk filmstudio, hvor de levende-døde filmfolk og skuespillere tøffer rundt og laver de samme film, som de altid har lavet, uden at nogen rigtig kan se forskel. Men selvfølgelig er målet ikke at lave George Romero-kopier eller kun vampyrfilm, men derimod at lave MANGE FORSKELLIGE SLAGS FILM.
SvarSletDer vil altid blive lavet både gode og dårlige film, med indslag af både efterligning og nytænkning, det kan ikke undgås, sådan fungerer menneskelig kreativitet på godt og ondt. Men en statsstyret filmindustri med dramaer og komedier, der stort set kun udfolder sig inden for det socialrealistiske spektrum, er en trist affære.
"I'm simply saying that life, uh... finds a way".
SvarSletDr. Ian Malcolm: JURASSIC PARK
Helt enig, Dr. Malcolm! Omend der vist allerede er dinosaurer nok i dansk film! ;-)
SvarSlet