De politiske partier er for alvor i gang med at forhandle filmforlig.
Fra vores stol ser det meget spændende men også rigtigt positivt ud. Alle taler om den tiltrængte fornyelse i filmbranchen. Selv de mere etablerede...
Her bringer vi lige en artikel fra Information i sidste uge, hvor journalist Christian Monggaard inviterede mig ud for at debattere filmforlig tanker. Så her kommer Christians artikel i fuld længde:
- - -
Kontinuitet, armslængde, bedre og mere attraktive film, fornyelse og beskyttelse af de kreative kræfter er nogle af de ting, der er brug for, hvis dansk film skal ud af sin nuværende krise. Det mener de fire branchefolk, Information inviterede til at lave den perfekte filmaftale
Af: CHRISTIAN MONGGAARD
11. oktober 2010 Om denne artikel
Opslag til denne artikel
Emneord: film, filmforlig, kulturstøtte, kunststøtte
»Der er gået bangebukseri i branchen,« siger filminstruktøren Christina Rosendahl.
»Alle er begyndt at spørge, ‘hvad vil de andre have?’«
Det er resulteret i kreativt dødvande, danske film, der ikke kan sælge billetter, og en forvirret, økonomisk trængt filmbranche, og derfor er det intet mindre end dansk films fremtid, der står på spil, når politikerne i dag begynder at forhandle om den kommende, fireårige filmaftale.
Derfor har Information inviteret fire mennesker fra filmbranchen til at hjælpe med at være visionære på dansk (spille)films vegne og formulere, hvad en god filmaftale skal indeholde.
De fire er filminstruktør Christina Rosendahl, producer hos Zentropa og tidligere filmkonsulent Vinca Wiedemann, producent Søren Juul Petersen fra produktionsselskabet Zeitgeist og Henning Camre, der er leder af European ThinkTank on Film and Film Policy og tidligere direktør for Det Danske Filminstitut (DFI).
Kontinuitet og armslængde
Det allervigtigste ved den nye filmaftale er ifølge Vinca Wiedemann, at den bliver fireårig.
»Vi tager det som en selvfølge, at filmaftalen er fireårig, men det har ikke altid været sådan. Det er fantastisk, at vi har filmaftaler, der sikrer os kontinuitet i vores business.«
»Det næste er armslængdeprincippet, og der er vi virkelig ude i idealismen. Politikerne skal sætte nogle rammer, som er langsigtede og helhedsorienterede. Det er klart, at den pose penge, som politikerne giver dansk film, skal ledsages af en vision om, hvor dansk film skal bevæge sig hen de næste fire år. Men man skal overlade detailstyringen til det, der så er det næste ønskemål, et fagligt kvalificeret filminstitut. Der er ikke brug for fikse ideer eller politikere, der som Mogens Jensen med kunstloven synes, at fordi ‘vi som politikere skal stå til ansvar over for vælgerne, vil vi også styre hver en 25-øre’. Tænk, at det skal komme fra et socialdemokratisk kulturminister- emne. Det er kritisabelt.«
Henning Camre mener, at den forandring, der skal komme, skal komme fra filmmiljøet selv.
»Man kan gøre det mere eller mindre muligt, men hvis der ikke er tanker og vilje og hensigter i de skabende kræfter i filmmiljøet, så kan vi lige så godt pakke sammen og spare pengene og købe nogle hospitalssenge i stedet for,« siger han.
Og for Søren Juul handler det om, at man skal holde op med at betragte dansk film som kunst.
»Film er kultur, og der er en forskel,« siger han og efterlyser nytænkning og diskussion.
»Branchens hovedaktører er alt for konservative og berøringsangste i forhold til det, computerspilfolkene og musikerne for længst har fundet ud af, nemlig at det ikke kun er Kulturministeriet, der kan varetage kulturstøtte. Der skal være plads til alle, og der skal være mange forskellige indgange til filmstøtten. Det er et spørgsmål om, at man også ser på, hvad der sker i andre brancher, f.eks. musikbranchen og computerspilbranchen. Hvor er filmbranchens Aqua og Al- phabeat? Man er nødt til at tænke lidt ud af boksen. Skal dansk film partout være på dansk i Danmark for danskere? Og hvad med at lave film, som ikke nødvendigvis skal i biografen? Film, som laves til mobiltelefoner eller nettet eller VOD. De teknologiske muligheder og talenterne er der. Filminstituttet er alt for konservativt i sin opfattelse af, hvad fiktion er.«
For dårlige film
Christina Rosendahl er enig i, at en af filmbranchens store udfordringer er en grundlæggende forandring af medielandskabet med nye medier og fortælleformer. Men efter hendes mening er kerneproblemet, at filmbranchen er blevet bange og glemmer at passe på de kreative kræfter, når man har med kunststøttesystemet at gøre.
»Når man skal have penge fra instituttet, er instruktøren selvfølgelig en visionær, kreativ, skabende person, men også et finansieringsredskab. Det er os, der får pengene. Vi kan ikke lave filmene alene, men det er kernen. Og det er et ansvar, man er ved at tage fra os. Vi skal bakkes op i at tage ansvar og gå planken ud, og så må man gerne kritisere os, når det bliver noget lort.«
Henning Camre:
»Og hvis man først bevæger sig derhen, hvor man føler, at man hellere må satse på det, man tror, er det sikre, så har man tabt. Det betyder ikke, at man ikke skal tænke på publikum, og det er jeg helt sikker på, at de dygtige instruktører, manuskriptforfattere og producere, vi har, gør. Men grunden til, at danske films markedsandel faldt fra 33 procent i 2008 til 17 procent i 2009, er ikke, at et stort antal danskere bestemte sig for, at de ikke ville se flere danske film. Jeg kan kun se én forklaring, og det er, at filmene er for dårlige. Men hvad er ‘for dårlige’? Det kan faktisk godt være helt okay film, velspillede, velinstruerede, men hvor attraktionsniveauet og ambitionsniveauet er for lavt.«
Konstant fornyelse
Man skal gøre danske film mere attraktive, siger Henning Camre.
»Det er forventningen om, hvad enten man kan lide det eller ej, noget nyt.«
Og Søren Juul fortæller, at han fik en mail fra en mand i biografbranchen, som mente, at man da bare skulle lave nogle film, folk gad se. Det er selvfølgelig nemt at sige, men producenten forstod godt, hvad manden mente.
»Der er kø foran biografen, og der kommer en masse mennesker ind og lægger nogle penge,« siger han.
»De ser på plakaten og vælger dem, de synes er de mest interessante, og det er ikke de danske. Det er noget med, hvad det er for tilbud. Der er behov for noget nyt. Dogmefilmene var noget nyt. Det samme var Nattevagten og Pusher.«
Vinca Wiedemann:
»Du taler om konstant fornyelse, Søren, og det kræver publikum og vores samfund, og det handler om, at der er så mange ting i vores virkelighed, der hele tiden er under forandring. Vi ser den bevægelighed overalt, og vi har alle sammen et behov for at se vores eget liv i det større perspektiv. Men hvis man hører det, du siger, Søren, på en bestemt måde, så ligger panikløsningerne lige for. ‘Uha, nu skal vi finde på noget nyt.’ Når politikere er værst, synes de, at de skal være opfindsomme. Vi må hele tiden fastholde det langsigtede, og der er det institutionelle lag enormt vigtigt, både DFI, Filmskolen og Hennings tænketank, fordi filmfolkene har i det daglige for travlt med at lave film til selv at tænke langsigtet.«
Talentfastholdelse
Blandt andet er der brug for at udvikle og fastholde de talenter, der har mange indgange til filmbranchen, mener Christina Rosendahl.
»Der er Filmskolen, Super16 og New Danish Screen, som er helt unik i forhold til at lade unge talenter komme til,« siger hun.
»Det er en ordning, som hele verden misunder os vildt for at have. Det er en form for grundforskning - man forsker i filmiske ideer og talenter. Men udviklingen af det talent, der har fået lov til at træde ind på scenen, bliver lammet af mangel på risikovillighed. Man bliver ikke en fantastisk instruktør efter én film. Det bliver man først efter to-tre-fire film. Det kræver reel filmerfaring for at blive god. Derfor må vi endelig holde fast i de 25 film om året. Og når vi så har udviklet talentet, gælder det om at fastholde det.«
Henning Camre:
»Vi har altså nogle tørre tal i forhold til det med fastholdelsen af talentet. Der er 117 instruktører, som har lavet en spillefilm i en periode på ni år. 67 har kun lavet én, og de andre 50 har så lavet to eller flere. Det kan godt være, at nogle af de 67 aldrig skulle have lavet den første film, men jeg tror altså ikke, at det gælder dem alle sammen. Det vil sige, at vi spilder talent, og hvis der er noget, vi ikke skal spilde, er det talent. Der var 52 produktionsselskaber, der lavede film i samme ni-årige periode. 19 af dem lavede kun én. Der sker ingen erfaringsopsamling, og det er farligt, fordi vi har slet ikke råd til det dræn eller den fragmentering i branchen. For mig handler en filmaftale om, hvordan vi laver film i morgen.«
SAGEN KORT
En ny fireårig filmaftale skal i disse dage forhandles på plads af politikerne, og filmbranchens parter har gennem de seneste mange uger og måneder forhandlet med hinanden og siden forsøgt at påvirke politikerne gennem forskellige filmpolitiske udspil.
Alle er enige om, at den nuværende filmaftale, som daværende kulturminister Brian Mikkelsen stod fadder til i 2006, har været en katastrofe for dansk film.
Penge er uden den store succes blevet flyttet fra den kunstneriske konsulentstøtteordning og til den kommercielt orienterede 60/40-ordning. Tv-stationerne har fået for stor indflydelse på dansk film. For mange støtteordninger har forvirret støtteansøgerne, stækket kreativiteten og fremmet kassetænkningen. Og for stor detailstyring fra politikernes side har gjort det svært for Filminstituttet at manøvrere i en verden, der ikke mindst teknologisk udvikler og flytter sig konstant.
Resultatet er danske film, som ingen billetter sælger, og en økonomisk trængt branche.
