fredag den 17. september 2010

’WHAT THE HELL HAPPENED TO DANISH FILM AND WHERE IS YOUR CASH COW?’




Hvis man tænker tilbage til slut 80’erne og start 90’erne var noget af det, der optog os mest som danskere; fodboldlandsholdet.
Laudrup, Arnesen, Lerby, Elkjær og alle de andre pustede for alvor liv i den danske selvforståelse og hvem husker ikke, da Uffe Ellemann i 1992 - iført dansker tørklæde udover habitten på vej til et EU møde - udbasunerer til verdenspressen: ’If you can’t join them, beat them!’.

Men helt simultant med fodboldlandsholdets succes var dansk film også med til at sparke den danske selvforståelse opad. I 1987 får dansk film sin første Oscar for bedste udenlandske film med ’Babettes gæstebud’ og allerede året efter får vi den igen med ’Pelle Erobreren’. Man fornemmede, at dansk film kunne noget særligt – lige som på fodboldbanen…

Det er måske de færreste der rigtigt tænker over det, men i 1989 ændrer den danske filmbranche sig fra at være kunstorienteret til at være kultur orienteret. Det Danske Filminstitut ændrede reglerne. De indførte en kommerciel ordning hvor nu også bredere og mere mainstream orienterede film kunne få den helt afgørende støtte fra filminstituttet.
Og dermed var vejen banet for at Nattevagten og Pusher fra midt 90’erne gjorde det cool at se dansk film igen.
Og så kom der tryk på: Med Zentropa som spydspids skød dansk film i vejret og fik derved den danske selvforståelse helt op over skyerne med Dogme-filmene. Omkring år 2000 var det dansk film der tegnede europæisk film. Punktum!
Og de efterfølgende år toppede dansk film de internationale film festivaler. I 2006 vandt Danmark faktisk 76 internationale film priser samtidig med at dansk film havde en markedsandel omkring 25-30%. Halløj det var tider!

Men ting kan ændre sig, hvis man ikke passer på:
I 2009 faldt antallet af internationale prise til 33 og markedsandelen faldt til 17%. En slags halvering af dansk film kan man sige…

I februar her i år mødte jeg en amerikansk salgsagent i Berlin og få minutter efter han havde erfaret, at jeg var dansk film mand udbrød han: ’What the hell happened to Danish film – where is your cash cow?
Jeg blev godt nok overrasket og kan faktisk ikke lige huske, hvad jeg fik fremstammet, men efterfølgende tænkte jeg, at det godt nok var hurtigt at historien om krisen i dansk film fik ben at gå på.

Og dansk film er ebbet ud. Siden starten af året er så godt som alle danske film floppet i biografen. 2010 ser derfor ikke ud til at blive et væsentligt bedre år for dansk film end katastrofeåret 2009.
Spørger man bare sin omgangskreds - der ikke har noget med film at gøre - så siger alle det samme: ’Dansk film er ikke cool mere lige som det danske fodbold landshold heller ikke er cool mere!’.

Over sommeren har vi lavet en grundig analyse af dansk film og dens historie. Og det der kommer ud af en sådan analyse, er til gengæld meget inspirerende. For det viser sig, at der faktisk ikke skal så meget til for at ændre situationen: Der skal ’bare’ gennemføres et ændring i den måde filmbranchen tænker på: Branchen skal gøre det lettere for de mere iværksættende kræfter i udkanten at få adgang til at producere spillefilm. Derved vil der komme frisk nyskabende talent ind i branchen. For der mangler friske filmfolk.

Dansk film er blevet lavet af de samme selskaber og af de samme filmfolk i over 10 år. Så det kan ikke kommer som noget chok for nogen, at der må nye folk til.
Ganske ligesom Morten Olsen nu prøver at finde nye folk efter den ret slappe indsats Danmark præsterede i Sydafrika (og måske skulle Morten Olsen skiftes ud?).

Innovation, nytænkning og iværksætteri er nøgleord, når dansk film skal ud af krisen. Vi har i al beskedenhed arbejdet numsen ud af bukserne hele sommeren for at komme op med et såkaldt White Paper på 25 sider, som vi måske lidt bombastisk har kaldt: SÅDAN KOMMER DANSK FILM UD AF KRISEN.

Det kan du downloade helt gratis her på bloggen. Og det håber vi at du gør.
For vi vil meget gerne have dine kommentarer.
For i sidste ende vil jeg gerne snart kunne svare ham amerikaneren: This is what happened to Danish Film and look at our new cash cow..!’

8 kommentarer:

  1. Hvilke ændringer som kræves indenfor filmbranchen skal jeg nok ikke gøre mig til herre over, men måske har vi set nok af "Min søster børn" og der er måske mere brug for lidt smallere film med noget på hjertet. Måske vi så igen kan vinde nogle statuetter udenfor DKs grænser.

    SvarSlet
  2. Med alt respekt for de film der bliver produceret, nogle med mere held end andre, men det virker ofte som om det er de samme historier der bliver fortalt igen og igen blot i ny indpakning og det ville være helt fantastisk hvis der blev en bredere vifte af udbud istedet for at man bare følger trop med den seneste succes fordi det er en "sure thing", det er rigtigt ærgeligt. Der sidder rigtigt mange dygtige filmskabere i Danmark der aldrig får sin stemme hørt netop af disse årsager.

    Blot mine fem cents

    SvarSlet
  3. Bravo Zeitgeist! Et fint white Paper. En iværksætterordning vil kunne give dansk film et tiltrængt boost. At rejse et filmprojekt er i sig selv entrepreneurship. Bringer man projekt- og innovationstankegangen ind i filmudvikling vil man sandsynligvis i flere tilfælde se både nyskabende og publikumsappellerende film. På linje med anden entrepreneurship bliver man nemlig nødt til at sikre sig at "produktet" har en målgruppe.

    SvarSlet
  4. Fed læsning - jeg er rystende enig. Det her må de sgu sætte sig ned og lytte til! Det er så sund fornuft og fuldstændig doable, selv inden for rammerne - held & lykke til os alle sammen. XX Jesper Waldvogel Rasmussen

    SvarSlet
  5. Søren, jeg tager virkelig hatten af! Imponerede udspil. Sejt af dig at samle op på den kronologiske gengivelse af debatten i media, men specielt din klare syn på hvor der mangler indsatser og hvordan man kunne skabe en Filmiværksætterordning - det er et vildt godt bud på hvordan der kunne ske et paradigmeskifte indenfor den bidragskultur som dansk filmbranche præges alt for meget af. OG... ikke mindst dit overskud til at lave dette White Paper. Meget flot! Kh, Richard

    SvarSlet
  6. Sådan Søren! Jeg ønsker projektet alt det bedste. Ingen tvivl om, at du har ordet i din magt og meningerne til at få magthaverne op af stolene. Du har altid arbejdet r.... ud af bukserne, i bedste Elkjær-stil. Keep up the good work!

    SvarSlet
  7. 1000 tak for de dejlige kommentarer. Det luner at vide der er ide i det man laver.
    Så bliv endelig ved med at læse og kommentere – det er den eneste måde man holder en debat i gang på…
    Vi fortsætter med fuld styrke…

    SvarSlet
  8. Du har fået sat ord på det, som vi andre har tænkt i flere år. Tak for interessant læsning. Søren, du er en ildsjæl. Håber det giver pay off

    SvarSlet